Klubnyheder

Skjold står bag en ny festival om fodbold: Shoot!

10. okt. 2016, kl. 12.50

København får en ny filmfestival, der udelukkende har film om fodbold på programmet. ’Shoot! Copenhagen Football Festival’ finder sted den 16. – 19. november 2016.

Shoot! bliver ikke en filmfestival, der blot nøjes med at hylde fodbold. Shoot! går målrettet efter at skabe debat, refleksion, viden og interesse for fodboldens mange aspekter.

Ronaldo som åbningsfilm
Det markeres allerede med åbningsfilmen, der vises den 16. nov. kl. 16.00 i Park Bio: ”Ronaldo” (2015) af Anthony Wonke, der er prisbelønnet britisk filminstruktør og dokumentarist med film som ”Amy” og ”Senna” på CV’et. Portrætfilmen går helt tæt på verdens bedste fodboldspiller her og nu. Vi får et unikt indblik i Christiano Ronaldos barndom og ungdom, vi følger hans vej til stjernestatus, og vi ser ind bag kulissen til en bizar blanding af ekstrem arbejdsdisciplin, ekstravagant pengeforbrug og nådesløs ensomhed.

Hvad kan fodbold lære af film?
Grundidéen bag festivalen er, at fodbold er meget mere end fodbold:

”Vi er mange, der elsker fodbold, fordi det er sjovt og underholdende at spille. Men fodbold kan meget mere den dét. Fodbold har et universelt sprog, der virker, uanset hvor vi kommer fra – om det er Vestegnen eller Østerbro, om det er Argentina, Cameroun eller Island, så binder fodbold os sammen og skaber accept og begejstring”, siger Jan Sørensen, der er formand for Boldklubben Skjold og en af initiativtagerne bag festivalen, og fortsætter:

”Derfor har fodbold også et ansvar at løfte, og det har alle vi fodboldtosser godt af at blive mindet om ind i mellem – og derfor er film og debat om fodbold meget relevant”.

Fire dage med 20 film på programmet
Men ikke kun ”Ronaldo” er på plakaten. Også film som ”Becoming Zlatan”, ”Club Frontera” og ”Goals for girls” er på programmet, der vil byde på over 20 film om fodbold.

Der er dermed lagt op til fire farverige dage, hvor Shoot! den 16. – 19. november 2016 sætter spot på følgende tre temaer ved filmvisninger for skoleelever, filmvisninger for fodboldklubmedlemmer, og filmvisninger for det brede interesserede publikum:

· Mere end blot en fodboldklub – i dette tema vises film om fodboldklubbernes betydning for det omkringliggende samfund: Fodbold som identitet og magtfaktor.

· Idoldyrkelse og rollemodeller – i dette tema vises film om fodboldens evne til at skabe stjerner og rollemodeller, som man kan spejle sig i. Men der er også en bagside af medaljen, der bl.a. handler om meget store personlige omkostninger og fravalg.

· Køn og seksualitet – i dette tema vises film, der udforsker kvinders og homoseksuelles position i fodbold og fankulturen, der ellers normalt domineres af den heteroseksuelle mand.

Festivalprogrammet ventes klar til publicering umiddelbart efter efterårsferien.

Ny fodboldfestival beriger København
Shoot! Copenhagen Football Festival ligger i helt naturlig forlængelse af den udvikling, der præger København med mange forskellige nichefestivaler:

”Vi vil gerne vise københavnerne, at idræt og ikke mindst fodbold kan berige hverdagen med gode oplevelser. Fodbold er mere end blot fodbold – det kan skabe fællesskaber på tværs af alle skel, det er meningsfuldt og berigende, det er æstetisk og for nogen er det faktisk kunst”, siger Bjarne Fey, der er områdechef for Amager Kultur og en af initiativtagerne til festivalen. Han fortsætter:

”Derfor er det på mange måder oplagt, at vi bruger en anden folkelig kunstart – nemlig film – til at sætte fodboldens betydning som kulturelt fænomen til debat. Vi håber, at københavnerne vil tage festivalen til sig og bruge anledningen til et interessant kig ind i fodboldens verden fra en helt ny vinkel”.


Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:
· Thomas Bøgh, der er projektleder for Shoot!, telefon 26 73 47 40, e-mail ff5b@kff.kk.dk

· Jannik Knudsen, der er kommunikationsansvarlig, telefon 20 29 23 23, e-mail jannik@kff.kk.dk

Arrangørerne bag Shoot! er Skjold og vores gode venner i fodboldklubberne B1908, Nørrebro United og Fremad Valby samt fire kulturenheder fra Københavns Kommune: Amager Kultur, Kultur Syd (Vesterbro, Valby og Kgs. Enghave), Kultur Østerbro, og KulturN (Nørrebro).

Shoot! Copenhagen Football Festival er støttet økonomisk af: Københavns Kommune, Valby Lokaludvalg, Østerbro Lokaludvalg, DBU-København og Tuborgfondet.

Følg Shoot! på Facebook:
www.facebook.com/fodboldfilmfestival

Klubnyheder
W1siziisijiwmtcvmdcvmdevnxhjog9imwr1yl9nb3rpb25zymfubmvyxze2mhg2mdauanbnil1d?sha=315d38019793091b