Klubnyheder

fodboldfilmfestival.dk

1. nov. 2016, kl. 15.23

Oplev fodboldfilm i Skjold d.17. og 18.november.

Som en del af fodboldfilmfestivalen Shoot har vi to arrangementer i Skjolds lokaler, men der er masser af andre spændende film under festivalen. Du kan se meget mere på websiden: http://www.fodboldfilmfestival.dk/


22 film stiller skarpt på fodbold, lokalsamfund og magt; idoldyrkelse og rollemodeller; og fodbolds forhold til køn og seksualitet. Shoot! finder sted den 16.-19. november 2016 med filmvisninger for folkeskoleelever, fodboldklubmedlemmer og københavnerne.

Cristiano Ronaldo, Lionel Messi, Zlatan Ibrahimovic, Johan Cruyff, George Best og Paul Gascoigne. Der mangler ikke fint selskab, når 22 film ruller over lærredet ved Københavns nye filmfestival om fodbold.

Programmet for Shoot! Copenhagen Football Festival, der afholdes den 16.-19. november 2016 i København kan ses på websiden. Bag festivalen står Skjold og tre andre københavnske fodboldklubber og en fodboldhistoriker i samarbejde med fire kulturenheder under Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune.

”Fodbold er jo en folkesport her i landet, og det er yderst populært både at spille og se på for danskere i alle aldre. Derfor er det oplagt, at vi tager fat på, at fodbold også er meget andet og mere end en græsplæne med to mål. De store spillere bliver jo rollemodeller for vores børn, og fodboldklubberne er for rigtig mange et samlingspunkt for hele familien. Derfor synes jeg, det er oplagt, at vi med Shoot! stiller skarpt på sportens betydning for samfundet,” siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

Tre skarpe temaer kickstarter debatten
Shoot! lægger ud med tre temaer, der zoomer ind på fodboldens rolle som meningsdanner, fællesskab, magtudøver, og værdibærer over alt i verden:

· Mere end blot en fodboldklub: Dette tema viser film om fodboldklubbernes betydning for det omkringliggende samfund, og undersøger fodbold som identitetsskaber og magtfaktor.

· Idoldyrkelse og rollemodeller: Dette tema viser film om fodboldens evne til at skabe stjerner og rollemodeller, som man kan spejle sig i. Men der er også en bagside af medaljen, der bl.a. handler om meget store personlige omkostninger og fravalg.

· Køn og seksualitet: Dette tema viser film, der udforsker kvinders og homoseksuelles position i fodbold og fankulturen, der normalt domineres af den heteroseksuelle mand.

Film på fodboldens banehalvdel
Shoot! Skole Events viser onsdag, torsdag og fredag film om fodbold for skoleelever i samarbejde med en række lokale folkeskoler på Amager, Nørrebro, Valby og Østerbro. Eleverne inviteres til en filmfremvisning om formiddagen i klublokalet hos enten B1908, Nørrebro United, Fremad Valby eller Boldklubben Skjold – hvorefter der vil være debat om filmens temaer.

Shoot! Klub Events viser torsdag og fredag aften film for klubmedlemmerne og københavnerne. Også her er det klublokalerne i de fire fodboldklubber, der danner rammen om arrangementet.

Endelige afsluttes festivalen med Shoot! Film Maraton, hvor 22 film er på plakaten om lørdagen i Prismen på Amager. Hver film indledes med en talk. Billetterne sælges pr. film til den beskedne pris af 40 kr.





Klubnyheder
W1siziisijiwmtcvmdcvmdevnxhjog9imwr1yl9nb3rpb25zymfubmvyxze2mhg2mdauanbnil1d?sha=315d38019793091b