skjold

Ekstraordinær generalforsamling

BK Skjold Nyheder
3. juli 2012 - 11:31 af: Jan Sørensen

På grund af klubbens økonomiske situation afholdte Skjold ekstraordinær generalforsamling d.29.6. Det blev besluttet at indgive rekonstruktionsbegæring til skifteretten og genopbygge en sund klub med basis i børnefodbolden. Se ref. herunder.

EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING I BOLDKLUBBEN SKJOLD

FREDAG D. 29/6 2012

År 2012 den 29. juni kl. 19 afholdtes ekstraordinær generalforsamling i Boldklubben Skjold i klubbens lokaler, P. H. Lings Alle 10 2100 København Ø med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens forslag om opløsning af boldklubben i henhold til vedtægternes § 19

Ad 1

Til dirigent valgtes Bo Vadt Christensen, der med de fremmødtes samtykke konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt i henhold til vedtægterne, men ikke ville være beslutningsdygtig til at vedtage det stillede forslag, idet mindre end halvdelen af medlemmerne var til stede, hvorved betingelsen om quorum i § 19 ikke var opfyldt.

Ad 2

Formanden Jan Sørensen redegjorde for bestyrelsens forslag.

Han redegjorde herunder for, at gælden pt. var 2,6 mio., og at det ikke var muligt at tilbagetale denne gæld med de aktuelle indtægter. Trods et stort arbejde var det ikke lykkedes at finde sponsorer, så de eneste indtægter er stort set kontingent og FOS-tilskud. Dette er ikke tilstrækkeligt til tilbagebetaling, men alene til fortsat drift.

Bestyrelsen havde arbejdet hårdt for at stable en kreditorordning på benene, men det var ikke lykkedes. Der var ganske vist ingen kreditorer, der umiddelbart syntes at ville indgive konkursbegæring mod klubben, men bestyrelsen fandt, at det ville være uansvarligt at drive klubben videre med den aktuelle økonomi.

Imidlertid havde der nu vist sig en mulig løsning, idet Pedalatleten (Østerport Cykler) havde givet tilsagn om, at ville garantere for driften i en rekonstruktionsperiode, hvis klubben indgav begæring om rekonstruktion til skifteretten.

Dirigenten redegjorde nærmere for det juridiske indhold af en rekonstruktion og påpegede, at det ville være vigtigt på forhånd at afstemme indstillingen til dette skridt hos de væsentligste kreditorer.

Ligeledes oplyste dirigenten, at når først rekonstruktionsbegæring var indledt ved skifteretten, så var der kun to muligheder: enten at rekonstruktion blev gennemført med kreditorernes stemmer eller også, at det ikke lykkedes, hvorefter klubben automatisk ville blive erklæret konkurs.

Der udspandt sig debat mellem de fremmødte.

Der blev herunder fremført, at der var mange børn på venteliste, så grundlaget for at fortsætte og få øgede kontingentindtægter var til stede. Hertil svarede bestyrelsen og enkelte holdledere, at det ikke nyttede noget at tage flere børn ind, før man var i stand til at håndtere dem. Der var overvejende enighed om, at det var nødvendigt med en stærk basis, der muliggjorde, at man logistisk var i stand til at administrere flere børn på det praktiske plan. Allerede nu er der problemer hermed.

Det blev ligeledes bemærket, at bestyrelsen havde mange opgaver af rent praktisk art, som beslaglagde alle dens ressourcer, hvorfor det mere visionære arbejde, både med økonomi og fremtid var vanskeligt at nå. Der var simpelthen for få hænder til at håndtere en klub af Skjolds størrelse. Det blev herunder oplyst at det aktuelle medlemstal var 1201, og at der nu var fuldstændig styr på medlemmer og kontingentopkrævninger. Ligeledes virkede hjemmesidens ansøgningsside fortræffeligt, og man fik mange henvendelser på denne måde om børn, der gerne ville indmeldes.

Der blev ligeledes givet udtryk for, at så stor en klub som Skjold krævede mange frivillige arbejdstimer, og der blev efterlyst flere frivillige. Enkelte meldte sig.

Jane Bek fortalte, at man havde prøvet at råbe politikerne op med både underskriftindsamlinger og direkte kontakt samt pressemeddelelser. Der var i forsamlingen overvejende enighed om, at der i Skjold gøres et kæmpe stykke arbejde for Østerbros børn, og det er særdeles vigtigt, at det ikke falder til jorden.

Bestyrelsen oplyste, at der var bevilget penge fra kommunen til istandsættelse af klublokaler, men man ville fra bestyrelsens side først være sikker på, at klubben kunne fortsætte, før man sagde ja til kommunen. Alt andet ville være uansvarligt.

Efter debatten besluttede bestyrelsen at trække forslaget om opløsning tilbage, og i stedet satse på at indgive rekonstruktionsbegæring til skifteretten. Der var i forsamlingen overvejende tilslutning hertil.

Generalforsamlingen blev herefter hævet.

Referenter Jane Bek og Bo Vadt Christensen

Dirigent: Bo Vadt Christensen 

0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar