Klubnyheder
W1siziisijiwmjevmdivmdkvntnndhlpzhewzf9szwfkzxjib2fyzgjhbm5lcnnwb25zb3ixlnbuzyjdxq?sha=f504e6eb60b42b4a

Beretning for året der gik

29. marts 2023, 09.26 / 29. marts 2023, 09.29

Årets skriftlige beretning har en anderledes form, end vi tidligere har brugt.

Håbet er at flere får kigget den igennem og dermed får et lille indblik i, hvad der sker i Skjold.

Defor er der vedhæftet en pdf filer med beretningen om den generelle udvikling i Skjold.

 

Grundlæggende kan vi konstatere, at der også i 2022 er sket en positiv udvikling.

Det betyder naturligvis ikke, at alt fungerer optimalt og står snorlige.

Sådan må det nødvendigvis være, når vi er en medlemsbaseret forening, som bygger på frivillighed, og få understøttende ansættelser.

 

Fra de yngste til de ældste arbejder vi på, at involvere og engagere folk rundt om aktiviteterne. Det er ikke altid lige nemt, men vi arbejder hele tiden på at gøre det attraktivt at engagere sig.

I Skjold køber vi ikke oplevelser. Vi skaber dem sammen.

Det er en vigtig pointe, som der heldigvis er mange som har forstået.

 

De små fællesskaber er fundamentet i Skjold, og samtidig bruger vi megen usynlig tid på at skabe rammerne for både det store og de små fællesskaber.

Vi arbejder hele tiden på at få lidt bedre forhold for vores aktiviteter og selvom det kan synes som om der ikke sker noget, så er der sket meget de seneste 10 år.

Bare det at få sat Edel Sauntes Alle i spil til idræt i stedet for asfalt, tager tid og kræfter. Nu kan vi så håbe på, at der om nogle år bygges mindre baner og et samlet idrætsanlæg på vejen.

 

Vi har sat gang i et stort udviklingsarbejde under navnet Skjold By Girls for at gøre det attraktivt og indbydende at være pige-/kvindespiller i Skjold. Udviklingen har allerede sat sine spor og derfor har vi vedlagt et selvstændigt 2022 wrap om pige/kvinde udviklingen

 

Vi håber at mange af jer vil deltage i generalforsamlingen enten ved at møde op eller ved at stemme digitalt i dagene efter.

 

Til sidst vil vi gerne sige stort tak til alle som har bidraget med stort og småt.

En speciel tak til alle de faste trænere og vores ansatte som binder hverdagen sammen. Tak til alle vores samarbejdspartnere

 

På bestyrelsens vegne

Jan Sørensen, Formand





Epilog - Lidt fremtidsperspektiver

 

Foreningsidrættens fundament er skabt til fremtiden

 

Fremtiden tegner lys for idrætsforeningerne på trods af, at den ene krise efter den anden præger samfundet.

 

Unges mistrivsel, ensomhed ved siden af økonomisk og militær krise som afløsere for coronaperioden.

Vi mangler ikke eksterne udfordringer.

I sådanne tider har vi brug for at høre til, - at være en del af et fællesskab.

Det skal vi turde bruge i foreningerne.

 

Med fællesskab som omdrejningspunkt har vi et godt udgangspunkt.

Det fællesskab, som de fleste virksomheder drømmer om at opbygge omkring deres brand.

I den sammenhæng kaldes det lidt smartere blot for Community.

Tænk at idrætsforeningernes 150-årige arbejde med fællesskaber på den måde er blevet virksomhedernes store drøm og en af nutidens største aktiver i virksomheder, når de lykkes med det.

 

At der er masser af værdi i foreningskulturen kan vi ligeledes se i de store fodboldvirksomheders brug af klubbegrebet.

Ikke én fodboldvirksomhed i de store europæiske turneringer eller superligaen kalder sig andet end noget med klub.

Det klubbegreb som vi i foreningerne ligeledes har udviklet gennem 150 år.

Firmaklubberne har med andre ord lånt det værdifulde begreb og bygget forretninger på det.

Og når vi er ved værdien af klubbegrebet, kan vi også kigge mod den ene efter den anden virksomhed, som arbejder med fordelsklubber.

Du kan blive medlem af klub Matas eller Børsens fordelsklub og en lang lang række af andre virksomheders fordelsklubber.

 

Foreningerne værdifulde fundament slutter ikke her.

Lad os tage medlemsskabet.

Endnu et foreningsskabt begreb, som erhvervslivet finder attraktivt.

I foreningsverdenen har medlemsskab fra tidernes morgen været ensbetydende med demokrati og medindflydelse.

Det helt grundlæggende i den danske idrætsverden og et begreb med så stor værdi, at det må lånes.

Da den kommercielle fitness kultur startede, lånte de straks medlemsbegrebet.

I virksomhedsverdenen har du blot ikke nogen indflydelse og i de tidlige medlemsbaserede­forretninger var det endda også svært at komme ud af medlemsskabet.

 

Når vi har brugt medlemsskaberne som fundament, har det betydet, at vi løbende betaler for vores deltagelse gennem kontingenter.

I dag er den betalingsform vel en af tidens største trends.

 

 

Når håbefulde iværksættere står på scenen i Løvens Hule og skal argumentere for at deres virksomhed er værd at investere i, bliver abonnementsordninger gang på gang brugt som argument.

Kontingent er blevet til abonnement.

Så vi kan vel kalde foreningsidrætten for verdens næstældste abonnementsordning efter aviserne.

 

Idrætsforeningerne har de grundlæggende forudsætninger for at kunne blive tidens mest hotte organisationsform.

Stærkt community. God abonnementsordning baseret på medlemskab og så skal klubnavnet bare tilbageerobres.

 

Tilbage står blot at lære at erhvervslivet mange tricks til at forbedre relationerne til kunderne.

Hvorfor får alle medlemmer som stopper i foreningerne ikke en mail med spørgsmål om årsagen til stop?

Hvorfor sender vi bare enkelt mail med invitation til foreningsarrangementer eller nøjes med et opslag i klublokalerne, når vi kan se at virksomhederne bruger en hel serie af mails for at sælge?

Hvorfor følger vi ikke automatisk op, når vi kan se at medlemmer begynder at deltage med mindre frekvens?

Listen med spørgsmål kunne forsættes.

 

Det korte budskab er: Vi har fundamentet i orden. Lad os bruge det for at skabe fremtidens attraktive forening og ikke være for fine til at lære af erhvervsvirksomhederne,

  Årsberetning for 2022 - BK Skjold.pdf

W1siziisijiwmjevmdivmdkvnzbjbtf5ztrpdl9za3lzy3jhymvyymfubmvyc3bvbnnvcjeucg5nil1d?sha=68b2c0c2de381f5b