Fenix Trophy på Østerbro
Den 9.april, 2025 tager BK Skjold imod den belgiske klub K. Berchem Sport i anden runde af den europæiske turnering Fenix Trophy.
Til det modsatte opgør i Belgien er der allerede meldt udsolgt med 1600 solgte billetter, og der venter Skjold lidt af en opgave, da belgierne til dagligt spiller på et niveau, der modsvarer den danske 3.division.
Belgierne har også varslet, at deres fans møder op i større antal i København, og da Østerbro Stadion er under ombygning i foråret, har vi besluttet at forsøge at skabe vores eget lille stadion med mobile tribuner ved vores hyggelige kunstgræsbane i Fælledparken.
Dertil har vi brug for støtte fra jer - klubbens medlemmer og fans - og derfor sætter vi allerede nu billetter til salg til 150 kroner stykket. Billetterne giver adgang til en overdækket siddeplads til kampen, og I første omgang er målet 250 solgte sæder, der svarer til en tribune. Går det hurtigt med salget, vil vi forsøge at gå efter yderligere en. Normal pris for adgang til kampen (ståpladser rundt om banen) er 50 kr.
Vi vil også gerne åbne for større donationer eller sponsorater, hvis der er personer eller virksomheder, der ønsker at være med til at skabe en festlig ramme om kampen. Her kan en del af pakken være at få sin virksomhed på Bk Skjolds kamtrøjer resten af sæsonen og/eller anden profilering under kampen. Skriv til flores@bkskjold.dk hvis du vil høre mere.
Let's goooo!